I marts måned indgik Aarsleff kontrakt på ramning af 22.000 præfabrikerede jernbetonpæle til bygningen af et komplet nyt oliebehandlingsanlæg i Kasakhstan.
I alt seks rambukke og 25 medarbejdere er beskæftiget på det store projekt, som for alvor tog fart i slutningen af august måned.
Aarsleffs kontrakt på 65 millioner kroner er indgået med Parson Flour Daniel, England, som er Management Contractor for bygherren Tengizchevroil - et joint venture mellem olieselskaberne Chevron-Texaco og Exxon-Mobile samt den kasakhstanske stat.
Det nye anlæg bliver opført lige syd for et eksisterende og skal behandle de olieforekomster, som hentes ind fra Tengiz feltet ved det Kaspiske Hav. Tengiz feltet hører til blandt verdens største olieforekomster.
Den samlede pris for det nye oliebehandlingsanlæg er på omkring fire milliarder amerikanske dollars.