Meddelelse sendt til Københavns FondsbørsDen danske entreprenørkoncern Per Aarsleff A/S har indgået kontrakt på renovering af hovedafløbssystemet i Sri Lankas hovedstad Colombo.
Kontrakten til 148 millioner kroner omfatter opgravningsfri rørrenovering af knap ti kilometer spildevandsledning samt etablering af en ny pumpestation og renovering af en eksisterende.
Ledningssystemet består af dimensioner fra cirkulære Ø450 millimeter rør til ægformede Ø1830x1220 millimeter rør. Renoveringen vil ske både med traditionel strømpeforing og med præfabrikerede glasfiberelementer.
Kontrakten er finansieret af Danida og er den første kontrakt under Danidas blandede kreditter til Sri Lanka. Aarsleff skal udføre projektet for The National Water Supply and Drainage Board over 32 måneder med forventet start i foråret 2005.
Resultatet af projektet indgår i forventningerne til resultatet for 2004/2005 som udmeldt den 16. december 2004.
For yderligere information, venligst kontakt administrerende direktør Ebbe Malte Iversen, tlf. 8744 2222.
Arbejdet forud for indgåelsen af kontrakten har stået på i længere tid. Projektet har således ingen forbindelse til naturkatastrofen, som ramte Sydøstasien – herunder Sri Lanka – 26. december 2004.