Sitemap | English
Halvårsrapport for perioden 1/10 2003 - 31/3 2004
Forside > Aarsleff > Økonomi > Fondsbørsmeddelelser > Halvårsrapport for perioden 1/10 2003 - 31/3 2004 < Tilbage

Meddelelse sendt til Københavns Fondsbørs

Bestyrelsen for Per Aarsleff A/S har i dag behandlet og godkendt selskabets rapport for første halvår af regnskabsåret 2003/2004.

Selskabets halvårsresultat blev 25,2 mio før skat mod 10,1 mio i samme periode sidste år.

Resultatet er lidt bedre end forventet ved regnskabsårets begyndelse.

Virksomheden forventer et resultat på 50 mio før skat for regnskabsåret 2003/2004, hvilket er 10 mio mere end udtrykt i kvartalsrapporten for 1. kvartal af regnskabsåret.

Koncernomsætningen blev 1.373 mio mod 1.540 mio sidste år. Eksporten inklusive andel af associerede virksomheder udgør 565 mio mod 529 mio sidste år.

Tendensen underbygger forventningen om et lidt faldende aktivitetsniveau i dette regnskabsår sammenlignet med sidste regnskabsår.

Anlægs resultat før renter blev -5 mio mod 15 mio sidste år. Omsætningen var 779 mio i forhold til 967 mio sidste år. Markedet er som forventet præget af fravær af større opgaver og dermed et lavere aktivitetsniveau. Resultatet er lidt mindre end forventet.

Rørteknik bidrager med et resultat før renter på 18 mio mod 4 mio i samme periode sidste år. Aktiviteten er igen normal inden for kloakrenovering i den kommunale sektor i Danmark, efter et svagt marked sidste år. Efter den seneste positive udvikling i første halvår, og som følge af det erkendte behov for løsning af kloakrenoveringsopgaver i de danske kommuner, forventer ledelsen, at dette aktivitetsniveau vil fortsætte i andet halvår. Den stabile udvikling på de europæiske markeder fortsætter. Samlet set er Rørtekniks bidrag til halvårsresultatet bedre end forventet.

Fundering bidrager med et resultat før renter på 19 mio mod 2 mio i samme periode sidste år. En enkeltstående kontrakt på 65 mio i Kasakhstan er nu afsluttet, og indtjeningen på projektet har været tilfredsstillende. Resultatet i det engelske datterselskab er større end forventet. Markedsvilkårene i Tyskland er fortsat vanskelige, mens resultaterne i Polen nu som forventet er positive og dermed forbedrede i forhold til sidste år. Samlet set er Funderings bidrag til halvårsresultatet bedre end forventet.

Pengestrømmene fra drift fratrukket investeringerne var i første halvår af regnskabsåret positive med 44 mio. Dette understøtter forventningen om at fortsætte den positive likviditetsvirkning fra de to foregående regnskabsår. Nettorenteudgiften udgjorde i halvåret 7 mio mod 11 mio sidste år.


Mere information
Halvårsrapport 1. halvår 2003/2004 (pdf-format)

Copyright © 2008 - Betingelser for brug
Per Aarsleff A/S, Lokesvej 15, 8230 Åbyhøj, Tel +45 8744 2222, Fax +45 8744 2249, Mail:info@aarsleff.com / job@aarsleff.com