|
I Gellerupparken stod Brabrand Boligforening med et problem. På grund af utætte samlinger i tag- og altanafløb havde regnvand beskadiget facaderne.
Byggeriet består af fire- og otteetagers blokke med i alt 5.000 altaner. Afløbene er indstøbt i de lodrette facadeelementer, hvilket gør udskiftning af de eksisterende ledninger næsten umulig. Opgaven blev udbudt i licitation og Aarsleff vandt entreprisen med strømperenovering af de i alt 1488 tag- og altanafløb.
Strømpelængden var 12,5 meter i fireetagers blokkene og 22,5 meter i otteetagers blokkene. Strømperne blev skudt på plads fra tagene ned gennem afløbsrørene med et indføringstryk på op til fire bar. Strømperne passerede forskydninger under indføringen og tåler bevægelser i bygningerne. Da de harpiksimprægnerede strømper var på plads, blev de varmehærdet nede fra. De indragende stik blev forsynet med riste og stiktilslutningerne blev åbnet. Til sidst udførte Aarsleff en tv-efterkontrol.
Beboerne mærkede stort set ikke noget til arbejdet.
|