|
[ Bestyrelsen for Per Aarsleff A/S har i dag behandlet og godkendt selskabets kvartalsrapport for første kvartal af regnskabsåret 2002/2003. Selskabets kvartalsresultat før skat blev 34,1 mio mod 23,8 mio i samme periode sidste år. Resultatet svarer til forventningerne. Selskabet forventer fortsat et resultat for regnskabsåret 2002/2003 på 80 mio før skat som anført i årsregnskabsmeddelelse for 2001/2002 udsendt 19. december 2002. 2. kvartal vil medføre et mindre underskud, således at den resterende del af indtjeningen vil ske i 3. og 4. kvartal. Koncernomsætningen blev 861 mio. mod 715 mio sidste år. Eksporten inklusive andele af associerede virksomheder udgør 268 mio. mod 279 mio. sidste år. Anlæg bidrager i kvartalet med et forbedret resultat, 17 mio. i forhold til 9 mio. sidste år, som følge af et højt aktivitetsniveau i Danmark og resultater som forventet i datterselskaberne. Omsætningen blev 570 mio. i kvartalet sammenlignet med 447 mio. sidste år. Rørteknik bidrager med et resultat på 16 mio. før renter mod 13 mio. i samme periode sidste år. Lav aktivitet og øget konkurrence inden for renovering af kloak- og spildevandsledninger i den kommunale sektor i Danmark har givet mindre indtjening end sidste år. Forbedringer i resultaterne på eksportaktiviteterne inden for opgravningsfri ledningsrenovering og resultaterne i udenlandske datterselskaber har til gengæld bidraget med større indtjening end sidste år. Resultatet i Fundering på 5 mio. før renter ligger på niveau med resultatet sidste år. Høj aktivitet i forbindelse med fundering af vindmøller i Danmark i perioden gav øget omsætning og en positiv resultateffekt, mens hensættelse til tab på en enkelt debitor i Polen påvirkede resultatet negativt. Pengestrømmene fra drift fratrukket investeringerne var i 1. kvartal af regnskabsåret positive med 4 mio og i overensstemmelse med forventningerne. For regnskabsåret 2002/2003 som helhed forventes en betydelig positiv likviditetsvirkning.
|