|
Per og Lise Aarsleff har på generalforsamlingen i dag valgt at udtræde af selskabets bestyrelse.
Per Aarsleff, der fyldte 85 år i 2003, stiftede selvstændig virksomhed kort efter anden verdenskrig. Virksomheden startede med udvinding af brunkul og ændrede sig over en periode til at blive en anlægsentreprenørvirksomhed med hjemsted i Århus, hvor Per Aarsleff A/S blev stiftet i 1961. Der var god vækst i selskabet, som blev børsnoteret i 1984, og på dagen, hvor Per Aarsleff nu har valgt at udtræde, beskæftiger selskabet cirka 2.200 personer og omsætter for cirka 3,1 mia. kr.
Per Aarsleff bevarer kontakten til virksomheden, idet han fortsætter som formand for Per og Lise Aarsleffs Fond. Han vil bevare sit kontor og komme i virksomheden.
Lise Aarsleff, som i 2003 fyldte 80 år, har i alle årene været en loyal og medlevende hustru og har stedse været et engageret og kvalificeret bestyrelsesmedlem med en udpræget sans for, at det er bedst, når man har begge ben på jorden.
Lise og Per Aarsleff fejrede 60 års bryllupsdag den 28. december 2003. Der er således tale om et ægtepar, der sammen har skabt store resultater, samtidig med at de har levet et godt familieliv med tre døtre og børnebørn.
Yderligere information, venligst kontakt administrerende direktør Ebbe Malte Iversen, tlf. 8744 2222.
|