Sitemap | English
Årsregnskabsmeddelelse for 2000/2001
Forside > Aarsleff > Økonomi > Fondsbørsmeddelelser > Årsregnskabsmeddelelse for 2000/2001 < Tilbage

Bestyrelsen for Per Aarsleff A/S har d. 19. december 2001 vedtaget årsregnskabet for 1/10 2000 - 30/9 2001. Koncernresultat for regnskabsåret er et overskud før skat på 40 mio. Omsætningen på 2.516 mio er på niveau med sidste år.

Resultatet efter skat er 32 mio.

Egenkapitalen udgør 710 mio pr. 30. september 2001.

Sammensætningen af omsætningen er ændret i forhold til sidste år, således at anlægsaktiviteterne er reduceret, hvorimod de eksporttunge afdelinger Fundering og især Rørteknik har øget aktiviteterne.

Den danske andel af totalomsætningen udgør i år 1.647 mio mod 1.805 mio sidste år. Eksportomsætningen inklusive andel af de associerede virksomheder er steget med 170 mio fra 928 mio sidste år til 1.098 mio i 2000/2001.

Årets resultat er i høj grad påvirket af afmatningen på det danske anlægsmarked kombineret med en skærpet konkurrence. Det samlede resultat kan ikke anses for at være tilfredsstillende, men det kan med tilfredshed konstateres, at det i regnskabsårets sidste halvdel er lykkedes at vende udviklingen, og at koncernen derved er blevet styrket.

Bestyrelsen indstiller, at udbyttet fastsættes til 12% eller 2,40 kroner pr. aktie.

Virksomheden går ind i det kommende regnskabsår med en større ordrebeholdning end nogensinde. Fra dette udgangspunkt, suppleret med en vurdering af de aktuelle potentielle muligheder, forventes en samlet aktivitetsfremgang på cirka 15%. Der forventes et resultat på 60 mio før skat. Dette er en væsentlig forbedring i forhold til 2000/2001, som indeholder finansielle engangsgevinster på 10,8 mio. Forventningerne er stadig præget af markedsudviklingsomkostninger og af, at anlægsaktiviteterne er presset på marginalerne og befinder sig i en omstilling. Der vil fortsat være en omsætningsandel i udlandet på over 30% af de samlede aktiviteter.

På de specialiserede aktiviteter Rørteknik og Fundering, hvor indtjeningen er relativt bedre, forventes internationaliseringen at fortsætte. Hjemmemarkedet vil således spille en mindre rolle i volumen, men vil stadig være særdeles vigtigt med hensyn til teknisk og markedsmæssig udvikling. Det anses fortsat for realistisk at fastholde de relativt høje markedsandele på de primære markeder indenfor disse to aktivitetsområder. Det forventes desuden at visse udenlandske markeder vil kunne modnes ved en målrettet indsats.

Anlægsopgaver i udlandet vil i de kommende år blive koncentreret og videreudviklet omkring visse kerneaktiviteter som for eksempel havnebygning, marineledninger, naturgasledninger og specialgeotekniske arbejder, hvor koncernen har opbygget et internationalt netværk og særlige kompetencer. I Danmark vil Per Aarsleff A/S fortsat agere som generel infrastrukturentreprenør.

Årsrapporten, sendt til Københavns Fondsbørs d. 19. december 2001, kan læses i vedhæftede Pdf-fil.


Mere information
Årsregnskabsmeddelelse 2000/2001 (pdf-format)

Copyright © 2008 - Betingelser for brug
Per Aarsleff A/S, Lokesvej 15, 8230 Åbyhøj, Tel +45 8744 2222, Fax +45 8744 2249, Mail:info@aarsleff.com / job@aarsleff.com