|
Meddelelse sendt til Københavns Fondsbørs
Aarsleff og tyske Bilfinger Berger AG har i dag den 29. juni 2007 indgået kontrakt med Dong Energy på udførelse af fundamenterne til havmølleparken Horns Rev 2.
Kontrakten består af fremstilling og installering af 92 monopæle i længder på op til 40 meter og med en vægt på mellem 150 og 200 tons. Foruden selve monopælen, som er et stålrør, består fundamentet af et overgangsstykke med en vægt på 130 tons og en længde på 18 meter. Diameteren på fundamenterne er 4,2 meter.
Planlægning, design og fabrikation af pæle begynder efter sommerferien 2007. Installationen af fundamenterne vil foregå i perioden fra marts til september 2008, og selve møllerne skal installeres i 2009.
Havmølleparken etableres cirka 40 sømil, svarende til 70 kilometer, vest for Esbjerg og nordvest for den eksisterende havmøllepark Horns Rev 1 fra 2002. Når Horns Rev 2 sættes i drift i 2009 forventes den årlige produktion at svare til energiforbruget i 200.000 husstande – eller cirka to procent af det samlede danske elforbrug. Dong Energy ønsker ikke kontraktsummen offentliggjort.
Projektet udføres i ligeligt delt konsortium med tyske Bilfinger Berger AG med Aarsleff som pennefører. I forvejen samarbejder Aarsleff og Bilfinger Berger AG på blandt andet Citytunnelprojektet i Malmø.
Aarsleff har i 2002/2003 udført de 73 fundamenter for Nysted Havmøllepark på Rødsand syd for Lolland. Nysted Havmøllepark ejes af Dong Energy og parken er verdens største indtil Horns Rev 2 står færdig.
Kontrakten giver ikke anledning til at ændre forventningerne til indeværende års resultat som afsluttes 30. september 2007. Resultateffekten af kontrakten vil indgå i resultatforventningerne for 2007/2008, som oplyses som vanligt i forbindelse med offentliggørelse af årsregnskabsmeddelelsen for regnskabsåret 2006/2007.
|